(Nyt) hår C:

En uge før: ARG! Det er spændende...Jeg tør ikke...Hvad er det dog, jeg har sagt ja til..
På dagen: Fuck, fuck, fuck..
I frisørstolen: Lukker øjnene ved det første klip..kigger stift i spejlet...Det var så det hår!
Efter: Ha.. mega pænt hår- Eeeelsker det bare så højt!
Dagen efter: Hvem fuck er den tumpe, der har plantet et rødt får på midt hovede?!
En uge efter: Hm.. Det er da egentligt okay ;D

Sandt eller falsk?

Skal vi lege en lille leg? Jeg spørger og du fortæller sandheden!
Legen starter ud med at være helt igennem uskyldig, dernæst træder den op i niveau osv..
Du spinder mig ind i dit spind af løgne..
Du fletter mig ind i en gåde...
Hele din og min eksistens - det der bliver kaldt for os, bliver hvisket ud af dine ord, der er som en giftig blomst, der lokker med sin søde smag...
Det er min pligt at skelne mellem sandt og falsk, men jeg forbliver alligevel i troen om, at dine løgne er min sandhed....

Sandheden?

I over et år har man gået og troet, at det man kendte til var sandheden. Men folk snakker og rygter flyver.
Det er ikke muligt at skjule, hvad man har gjort. Sandheden vil altid nå frem i sidste ende.
Men, hvad skal man så gøre?
Splittet mellem to veje, sidder man her og stirrer ud i luften. Tankerne leger med en. Følelserne driver en til vanvid. Man vil gerne blive hos ham, men kan man nogensinde stole på, at han taler sandt?
Man ser ham ind i øjnene og spørger "lyver du for mig?" og han ser på  dig med et blik, som virker så troværdigt, og fortæller dig, at han aldrig nogensinde kunne finde på at gøre noget så frygteligt. Han har selv mærket på egen krop, hvordan det er, når en man elsker bedrager en.
Men så et år senere sidder man på selv samme måde og finder ud af, at alt han nogensinde har fortalt dig er løgn.´

"Jeg vil bare gerne høre sandheden!" Stilhed...

"Jeg er så ked af det, skat. Jeg kyssede hende"..

..Lyden af gråd og et knust hjerte overdøver stilheden..

Gamle og nye tider

Når man bliver konfronteret med nogle af sine værste og ældste minder, kommer det ofte som et chok, hvordan man stadigvæk gruer over fortiden og frygter fremtiden.
Men til trods for, hvilken smerte og skuffelse, man har følt, går det op for en, at man virkelig bliver nødt til at komme videre. Der skal sættes nogle grænser og nogle mål for livet. Man må se sandheden i øjnene og stoppe med at lade som om, at alt er som det skal være. Det, at man har nogle fantastiske personer omkring sig, der er klar til at give deres støtte, er en kæmpe chance. Og den chance skal og må man gribe.
Det er svært og det gør ondt at åbne sig op, men måske i aldersidste ende, vil det hjælpe.
Hvis tingene skal blive bedre, er man nødt til selv at sætte forbedringerne igang. Det nytter ikke at sidde i et hjørne og vente på, at det hele kommer til en. Der skal arbejdes for det, og det er det, som jeg har i sinde at gøre.