Når man bliver konfronteret med nogle af sine værste og ældste minder, kommer det ofte som et chok, hvordan man stadigvæk gruer over fortiden og frygter fremtiden.
Men til trods for, hvilken smerte og skuffelse, man har følt, går det op for en, at man virkelig bliver nødt til at komme videre. Der skal sættes nogle grænser og nogle mål for livet. Man må se sandheden i øjnene og stoppe med at lade som om, at alt er som det skal være. Det, at man har nogle fantastiske personer omkring sig, der er klar til at give deres støtte, er en kæmpe chance. Og den chance skal og må man gribe.
Det er svært og det gør ondt at åbne sig op, men måske i aldersidste ende, vil det hjælpe.
Hvis tingene skal blive bedre, er man nødt til selv at sætte forbedringerne igang. Det nytter ikke at sidde i et hjørne og vente på, at det hele kommer til en. Der skal arbejdes for det, og det er det, som jeg har i sinde at gøre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar